Bilhistorie.dk - forsiden

Bilhistorie | Forum | Links | Sjov & gode tips | Marked | Alt om bilhistorie.dk |


 
 

    Nyheder

Tilbage til nyheder
 
Seneste nyt....
Ford Transit nummer 6 million
Bertha Benz Memorial Rute klar til ”motor-turister”
Gør bilen forårsklar
Miljøvenlig teknologi er populær
Sikker vinterkørsel
 


 Europas største bilhus på vej i Silkeborg
 
04-06-2005    

»BILERNES HUS« bliver navnet på Europas største bilhus, der får til huse i Bilernes By, Silkeborg. Tirsdag den 5. april 2005 tog man første spadestik til det banebrydende og universelle bilhus, der vil koste 300 millioner kroner at opføre, omsætte for en milliard kroner årligt og beskæftige 160 medarbejdere.

Fremtidens bilsupermarked
BILERNES HUS bliver landets første egentlige ”bilsupermarked”, hvor nye biler af mange forskellige mærker kan købes under samme tag. Det er endnu ikke afklaret hvor mange nye bilmærker, men virksomhederne bag BILERNES HUS er i fuld gang med sonderinger i både Danmark og udlandet.

Fra busfabrik til banebrydende bilhus
Den tidligere DAB busfabrik i Silkeborg får igen lov at rumme køretøjer. Men busfabrikkens fremtidige koncept ligger langt fra fordums, idet arealet i løbet af året forvandles til Europas største bilhus. Ejerkredsen bag DAB I/S, der bygger og udlejer bilhuset til BILERNES HUS, består af direktør Holger Helle, Helle Auto A/S, direktør Gunnar Frost, Dieselhuset A/S og direktør Niels Jørgen Tandrup, Silkeborg. Byggeriet vil andrage omkring 170 millioner kroner, mens de samlede investeringer vil beløbe sig til i alt 300 millioner kroner. Målet for BILERNES HUS er en årlig omsætning på hen ved én milliard kroner.

Første spadestik den 5. april 2005
Tirsdag den 5. april tog man det første spadestik, der skal markere starten på det særdeles omfattende byggeri, som bliver det fremtidige samlingspunkt for omkring 1000 biler, 160 ansatte og tusindvis af årlige kunder og gæster. Selve byggeriet forventes færdigt ved årsskiftet 2005/2006.

Bilernes Hus i Bilernes By
BILERNES HUS bliver en moderne metropol indenfor nye og brugte biler – og alt hvad der rører sig i og omkring bilen. Med sin centrale midtjyske placering i Silkeborg, vil BILERNES HUS tiltrække et stort antal bilkøbere og bilinteresserede fra hele Jylland. Men folkene bag BILERNES HUS forventer kunder og besøgende fra hele landet. Herom siger bestyrelsesformand og direktør i Helle Auto A/S, Holger Helle:

– Vi ønsker, at BILERNES HUS bliver et komplet bilunivers og en oplevelse for enhver, der har den mindste interesse for biler. Udbuddet af biler – personbiler, specialbiler og varevogne – samt hele bilhusets totalkoncept, skal appellere til kunder fra hele landet. Med et grundareal på 49.500 kvadratmeter får vi mulighed for at opføre et mageløst bilhus på 38.500 kvadratmeter, der viser helt nye veje. Både herhjemme og i udlandet. Det skal nok trække folk til – fra nær og fjern.

Alt under ét tag
I BILERNES HUS vil man udover Helle Auto A/S, AVIS biludlejning, Pierre.dk Autolakering, Tryg Forsikring, Automobilforretningen Vulcan (VW) samt en række øvrige bilmærker også finde et topmoderne værksted med 49 liftpladser, skadescenter med 25 liftpladser, indskrivning, Ekspres-Service-Center, omfattende reservedelslager, Dinitrol undervogns-behandling, Amazing Reklame, tilbehørsforretning, alt i dæk og fælge, mobiltelefoner, finansiering, uddannelse for bilfolk, café, legeland – og alt hvad der ellers har med biler at gøre! Der kommer til stadighed nye samarbejdspartnere med i projektet. Med sit omfattende udbud af nye og brugte biler samt udlejningsbiler har BILERNES HUS sikret sig en vedvarende – og til markedet optimal tilpasset – tilstrømning af kvalitetsbiler.

 

BILERNES HUS

Bilerneshus.dk


 
  Alle nyheder i oversigt  

© bilhistorie.dk 2008-2011

Forsiden | Opret link | Kontakt | Føj til foretrukne | § bilhistorie.dk | Sitemap